Menstruationssmerter - 3 gode råd til hvad du kan gøre ved dem

Menstruationssmerter

Døjer du med menstruationssmerter?

Så læs videre.

For vidste du, at det faktisk slet ikke er meningen, at vi som kvinder skal have smerter under menstruation?

Det er et tegn på at noget er i vejen.

Og bedre endnu - der er ting du selv kan gøre for at afhjælpe dem.

Jeg vil gerne give dig tre af mine bedste råd til, hvordan du kan få en smertefri menstruation.

Både akut når de opstår, men også forebyggende gennem hele din cyklus.



menstruationssmerter





Hvad er menstruationssmerter egentlig for noget?

Lad os først lige se på, hvorfor de opstår. Hvad der egentlig forårsager smerter.

Så har du også en baggrund for at vide, hvorfor de tre råd virker.

Under din menstruation bliver det, man kalder livmoderslimhinden, udskilt.

Livmoderslimhinden bygges op hen over måneden, til hvis du nu skulle blive gravid. Så er der brug for et næringsrigt miljø hvor ægget, der har sat sig fast, kan udvikle sig til et foster.

Er du ikke blevet gravid, udskiller kroppen altså denne livmoderslimhinde, så en ny kan dannes under næste menstruation.

For at dette kan ske, har vi brug for nogle stoffer, der hedder prostaglandiner.

Prostaglandiner får vores muskler til at trække sig sammen. 

Vi har både gode og mindre gode prostaglandiner. Eller det vil sige, vi har nogen som er smertereducerende og nogen som er smertefremkaldende.

Hvis du oplever smerter under din menstruation, har du altså flere af de prostaglandiner der fremkalder smerter og ikke nok af dem der reducerer smerter.

Den måde vi vil behandle smerterne på, er ved at øge mængden af de smertereducerende prostaglandiner. Så du ikke længere skal have det sådan.

For jeg gentager - det er slet ikke meningen, at du skal have smerter under menstruationen.

Men vi lever i en tid, hvor de fleste af os antager, at smerter under menstruationen blot er en del af det, at være kvinde.

Smerten er bare noget vi må lære at leve med. Et vilkår. Jeg har endda hørt en udtalelse engang om, at “ menstruationssmerter - det er bare en kvindes lod”. 

Det er ikke tilfældet. Det er så vigtigt for mig, at du ved det.

Jeg troede selv engang, at det her var noget, jeg måtte lære at leve med. Indtil jeg begyndte at researche og lære, at der faktisk er noget vi kan gøre ved det.


Kan mad og yoga gøre en forskel?

Jeg siger ikke, at smerter under menstrutionen i alle tilfælde kan fjernes blot ved at spise anderledes og lave et par yogastræk.

Og det er heller ikke sikkert de her tre råd er nok (men jeg giver dig en løsning længere nede på, hvad du så kan gøre).

Men vi kan i mange tilfælde reducere smerterne. Og nogle gange kan en reduktion på bare 20-30% i smerterne gøre en betydelig forskel i ens livskvalitet og oplevelse under menstruationen.


Hvis du oveni bruger ibuprofen eller panodiler til at klare smerterne hver måned, så kan det over tid skabe en værre tilstand, fordi de kan i større mængder irritere din tarmslimhinde, så det er endnu en god grund til at finde naturlige alternativer.

Så lad os kigge på, hvad de kan være:


3 råd mod menstruationssmerter


1. Varme og blid yoga

Dette råd er bedst mod de akutte smerter.

Dem, der måske har fået dig til, i desperation, at klikke på dette link.

Mit bedste råd her, er at finde en varmepude eller varmedunk og lade den ligge på din livmoder.

Det er et af de råd, som jeg oftest selv bruger. Også selv når jeg ikke har smerter, fordi det føles godt og får min krop til at slappe.

Varmepuden virker, fordi varmereceptorerne som varmepuden aktiverer blokerer for de kemiske signaler, der signalerer smerte.

Husk på, at dine muskler er ved at trække sig sammen for at få livmoderslimhinden ud. Det vi gerne vil hjælpe med til er, at der kan komme lidt ro på og at reducere smerterne, som kan være forbundet hermed. Så - varme kan hjælpe!

Det kan også hjælpe, at ligge i en særlig yogastilling som jeg kalder for Liggende Gudinde. Det kalder jeg den, fordi den er meget feminin. Den kaldes også Liggende Sommerfugl.

Den er blandt andet god, fordi den åbner op og får dig til at slappe mere af. Fremfor at du ligger og trækker dig sammen i smerte og spænder op.


menstruationssmerter yoga


Samtidig går den ind og arbejder med nogle meridianbaner der er særlig gode for dit hormonsystem, nemlig lever-, milt- og nyremeidianerne.

Altså nogle energibaner der løber på inderlårene. 

Det her er bare én yogastilling, du kan bruge, men der findes mange flere. Og der er god grund til at lave yoga både mod de akutte smerter - men også til at forebygge. Flere studier, som fx det her, det her og det her har nemlig vist, at yogaøvelser kan være et effektivt middel mod at reducere smerterne.

Det var første råd, som er særlig godt, til når du står midt i det og har brug for nu og her lindring.


2. Fiskeolie


Mit råd nummer to er fiskeolie! Fiskeolie indeholder Omega-3 som virker antiinflammatorisk på kroppen.

Et studie med 42 kvinder viste fx, at menstruationssmerter var reduceret med 30% efter to måneder med fiskeolie som tilskud .

Inflammation

Hvis vi har smerter under menstruationen, kan det være tegn på inflammation i kroppen.

Når der er inflammation i kroppen, er det et tegn på, at der er for meget Omega-6 i forhold til Omega-3.

De førnævnte prostaglandiner, som kan være smertefremkalende, dannes af Omega-6.

Er der er en ubalance mellem Omega-3 og Omega-6, kan det altså give symptomer.

Så ved at få nok Omega-3, hjælper vi kroppen til, at skabe mere balance mellem de to. Hermed reduceres smerterne.

Jeg er glad for Omega 3 fra Puori.

Der er en del forskning som bygger op om, at fiskeolie er særlig effektivt mod smerter under menstruationen. Faktisk er der et dansk forskningsstudie, der viste, at fiskeolie sammen med vitamin B12 virker endnu bedre.

Der findes en udgave af dette produkt med både fiskeolie og B12 som kan købes.

At spise fiskeolie kan både bruges under din menstruation, men det kan også bruges forebyggende. Hvis du har mulighed for det, vil jeg vil anbefale dig også at bruge det forebyggende. Sådan at du tager fiskeolie alene eller kombinerer det med B12 under hele din cyklus.

Du kan også prøve min opskrift på Golden Milk, som er en antiinflammatorisk drik med gurkemeje, der kan hjælpe med at reducere smerterne.


Hvor meget skal du tage?

Ifølge en gennemgang og metaanalyse af forskellige studier om fiskeolie, konkluderede en gruppe forskere, at du kan tage op til 1350mg fiskeolie om dagen mod menstruationssmerter - men hvis du tager mere end det mindskes effekten.

Hvis du er vegetar, findes der også vegetabilske kilder til omega 3 som fx hørfrøolie, men dette er ikke ligeså letoptageligt for kroppen, da det først skal omdannes.


OBS: Vær opmærksom på at fiskeolie kan påvirke noget medicin som fx hormonel prævention og blodfortyndende medicin, så tjek gerne med din læge først inden du begynder på nye kosttilskud.


Sørg også for at vælge en fiskeolie af høj kvalitet og med en høj koncentration af omega 3. Nogle fiskeolie er harske eller indeholder tungmetaller, som kan belaste dit hormonsystem yderligere.



3. Magnesium

Den tredje ting, du kan overveje, er at sørge for at få nok magnesium.

Et double-blind studie fra 1989 viste, at 21 ud af 25 patienter oplevede en reduktion i deres smerter under menstruationen efter 6 måneder med magnesiumtilskud. I studiet målte de også deltagernes mængder af prostaglandiner, og så at niveauet af de smertefremkaldende prostaglandiner faldt med 45%. Forskerne mente at effekten af magnesium på smerterne både handlede om reduktionen af prostaglandiner og magnesiums muskelafslappende effekt.

Magnesium er det, man kalder en co-factor. Det vil sige, at det indgår i over 300 forskellige processer i kroppen og har blandt andet en vigtig rolle i forhold til vores cyklus.

Men også mange andre vigtige processer. Som eksempelvis vores nervesystem og stressrespons.

Så når vi mangler magnesium er kroppen nødt til at prioritere.

Og her vinder stress altid. Det er bare vigtigst - og dermed også vigtigere end din menstruation og at håndtere dine smerter

Så - når du har smerter under menstruationen, kan det evt. skyldes at du mangler magnesium.

Du kan starte med at spise flere magnesiumrige fødevarer, som fx mørk chokolade (ja, det er nemlig rigtigt!), avocado og nødder, og du kan overveje at supplere med et kosttilskud.


Vælg den rette form for magnesium

Hvis du vælger et kosttilskud, er det ikke helt ligemeget, hvilken form for magnesiumkosttilskud, du vælger, da det er forskelligt hvordan optageligheden er i kroppen.

Gå uden om det, der hedder magnesiumoxid. Udover at være svært for kroppen at optage, virker det også som et afføringsmiddel!

Vælg i stedet hellere magnesiumcitrat eller magnesiumbisglycinat, fx Magnesium Bisglycinat fra Bulkpowders (det er den billigste, jeg har kunnet finde). De er nemlig lettere at optage for kroppen.


Kan smerterne have andre årsager?

Smerterne kan i nogle tilfælde også være et symptom på en underliggende sygdomstilstand i kroppen kaldet endometriose, hvor livmoderslimhinden vokser andre steder end i livmoderen, som fx i bughulen.

Endometriose er en alvorlig sygdom, som man mener at hver 10. kvinde lider af.

Det er desværre bare de færreste der opdager det før i en sen alder - muligvis fordi vi netop har denne forestilling om, at smerter under menstruationen er normalt.

Nogle gange kan smerterne fx skyldes endometriose eller adenomyose, som er en sygdom, hvor livmoderslimhinden vokser et andet sted, end hvor den skal. Endometriose er en ret almindelig sygdom, hvor kvinder har nogle celler, der ligner slimhindeceller i livmoderen, men hvor de ligger uden for livmoderen. Adenomyose er en sygdom, hvor livmoderslimhinden vokser ind i livmodervæggen. Her er et af symptomerne også smerter under menstruationen. Og hvor de er årsag til sådan en betændelsestilstand og irritation, som giver smerter, og sammenvoksninger og måske også besvær med at blive gravid. Af kvinder i den fødedygtige alder er det måske 5-10%, der har det.

Hvis du døjer med meget smertefulde smerter eller endometriose, så vil jeg anbefale dig at lytte til en episode af min podcast Kvindeliv til dig. I forbindelse med at Marts er Endometriosis Awareness Month, inviterede jeg journalist og forfatter til bogen "Bloody Hell", Louise Dreisig, ind til at dele om hendes oplevelse med endometriose. 

Selvom vi i dag ikke har en kur mod endometriose eller adenomyose, er det min erfaring at der er meget man kan gøre for at hjælpe til at reducere smerterne ved hjælp af mad, yoga og ændringer i livsstil.


Det skal være en glæde at få menstruation

Et af mine dybeste ønsker er, at enhver kvinde skal glæde sig til sin menstruation!

Det skal være en fest!

Det skal være en højtid i løbet af vores cyklus.

Og det vigtigste for at vi kommer derhen, jamen det er selvfølgelig at det bliver en smertefri oplevelse.

Det er netop det jeg ønsker at bidrage med, gennem dette oplæg, min Cyklusguide og mine online foredrag.

Jeg håber, at nogle af mine råd kan hjælpe dig.




Prøv Hormonyoga mod menstruationssmerter

hormonyoga for kvinder

Vil du gerne prøve hormonyoga mod smerterne? Så har jeg et kursus til dig, hvor du får de bedste yogaøvelser, akupressur og en beroligende meditation.

Få 7 dage gratis her


Hvis du har spørgsmål eller kommentarer så smid dem endelig i kommentarfeltet herunder eller skriv til mig.

Tak fordi du læser med 🙏



Hvad med dig – hvad oplever du?

Fortæl mig i kommentarsporet:

• Hvad virker – eller virker ikke – for dig?
• Hvad blev du mest overrasket over at læse i blogindlægget?

Jeg vil elske at høre fra dig 🥰

Kærlig hilsen


Laura Grubb signatur





Om Laura Grubb

headshot-laura-300x300

Jeg hedder Laura, og min passion er at vise dig, hvordan du får et liv i bedre balance ved at forstå dig selv gennem din menstruationscyklus og hormoner. Jeg er oprindeligt uddannet cand.soc i Service Management, men valgte efter et stressammenbrud at uddanne mig som hormonyogalærer og kostvejleder med speciale i hormonsystemet. Mit ønske er give dig værktøjerne til at få en krop i balance, samtidig med du lærer, hvad der kendetegner dig som kvinde og hvordan du kan gøre din menstruationscyklus og hormonbalance til din største styrke. Det er min mission – og jeg glæder mig til at have dig med på rejsen.

Følg med på InstagramFacebook og Youtube


Ansvarsfraskrivelse

Information i dette blogindlæg har kun til formål at informere og oplyse. Indholdet er et resultat af Lauras egen research og erfaringer. Indholdet er ikke tænkt som en erstatning for rådgivning af en læge eller anden sundhedsrådgiver eller anden information fundet på et produkt eller pakke. Brug ikke indholdet til at diagnosticere eller behandle et helbredsproblem eller sygdom, eller til at udskrive medicin eller anden behandling. Tal altid med din læge eller anden sundhedsrådgiver, før du tager nogen medicin, kosttilskud, urter eller foretager nogen behandling for et helbredsproblem. Hvis du har eller mistænker, at du har et medicinsk problem, kontakt din læge omgående. Afvis ikke lægelig rådgivning og afvent ikke at søge lægehjælp på grund af noget, du har lært via min hjemmeside og andre kanaler. Information og udtalelser vedrørende kosttilskud og præventionsmidler er ikke evalueret af Sundhedsstyrelsen og er ikke tiltænkt at diagnosticere, behandle eller eliminere nogen sygdom.

Menopausen - gør den magisk med PiaMaria Manou
Endometriose - når svære menstruationssmerter er en sygdom

2 kommentarer

Mette Vestergaard
 

Meget spændende læsning! Jeg døjede, selv med mange smerter som teenager og fik derfor p-piller, der hjalp. Men jeg er ikke meget for hormoner og stoppede med dem for mange år siden. Nu har min teenagedatter på 18 samme smerter og vi vil prøve noget af det ovenstående. Er man mere smerteramt i de første år med menstruation eller er det de samme processer som senere i livet? Vh, Mette Vestergaard 

Læs mere
Læs mindre
Laura Grubb
Admin
 

Hej Mette, det er et godt spørgsmål. Jeg ved at der differencieres mellem primære og sekundære menstruationssmerter, hvor de primære opstår i teenageårene og sekundære opstår i voksenårene efter år med regelmæssige menstruationer (https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/kvindesygdomme/sygdomme/menstruationsproblemer/menstruationssmerter-sekundaer-dysmenore/). Du kan også læse mere om primære menstruationssmerter for unge kvinder her: https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/kvindesygdomme/sygdomme/menstruationsproblemer/menstruationssmerter-primaer-dysmenore/ 

Kh Laura

Læs mere
Læs mindre